Flere danskere til Dansk Vestindien

Rekordmange danskere rejser til de tidligere dansk vestindiske øer, St. Croix, St. John og St. Thomas.

Nye tal fra USVI Bureau of Economic Research viser, at knap 16.500 danskere besøgte øerne de første otte måneder af 2012 sammenlignet med 7.000 i samme periode i 2011, en stigning på 136 procent.

En del af stigningen tilskrives Bravo Tours’ charterferie til øerne, hvilket cirka 3.000 af de rejsende valgte, mens den øvrige stigning er resultatet af turistkontorets og rejsebureauernes markedsføringstiltag, der har vist nye sider af øerne, siger turistchef for Dansk Vestindien i Danmark, Karin Gert Nielsen:

”Den danske fortid er naturligvis øernes store attraktion – vores historie er mørk, men også unik. Derfor vil den eksplosive stigning fortsætte,” siger hun.

Danmark er øgruppens næststørste marked kun overgået af USA, der dog oplevede et fald i antallet af rejsende i 2012. Tallene er baseret på overnattende gæster, og krydstogtsgæsterne er ikke medregnet.