Flere spor i sikkerhedskontrol

Arkivfoto fra Københavns Lufthavn.

Arkivfoto fra Københavns Lufthavn.

LUFTHAVNE: De 16 spor i sikkerhedskontrollen er ikke nok – den stigende passagermængde giver behov for flere. I første omgang kommer yderligere to, der er planer om fire mere. Hvert spor ekspederer i snit 200 passagerer i timen.

Standby.dk kunne for nylig fortælle om de to ekstra spor i Københavns Lufthavns sikkerhedskontrol. Det blev bekræftet i går, hvor lufthavnen oplyste, at de to nye spor er klar næste forår. I pressemeddelelsen stod også, at der er planer om fire spor yderligere.

Da standby.dk sidste måned bragte nyheden om de to nye spor i sikkerhedskontrollen, lød de i mange kommentarer: hvorfor åbner lufthavnen ikke bare alle 16 spor?

”Men alle 16 spor er skam åbne når det er nødvendigt. Vi bemander sporene i forhold til passagermængden, som vi kan se i vores prognoser. Prognoserne viser også, at de nuværende 16 spor ikke er nok næste sommer med den vækst, lufthavnen har i rejsende,” siger pressechef i Københavns Lufthavn, Søren Hedegaard Nielsen, til standby.dk og tilføjer: ”Nye tal viser, at hvert spor, som er bemandet med fire sikkerhedsvagter, i snit i timen kan kontrollere 200 passagerer.”

Ved at få passagererne hurtigst muligt gennem sikkerhedskontrollen, har de rejsende også mere tid i transithallen til bl.a. shopping.

Københavns Lufthavn har ca. 1.000 medarbejdere i sin Security-afdeling, heraf arbejder ca. 70 pct. med kontrol af rejsende og ansatte i lufthavnen. Årligt passerer ca. 10 mio. passagerer sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn.

Københavns Lufthavn har de seneste år ændret fokus ved ansættelse af medarbejdere til sin sikkerhedsafdeling. Mens der før ofte var autoritære vagter, ansættes nu servicemindede – uden der gås på kompromis med sikkerheden.

Med en passagervækst i år på foreløbig 7,1 pct. tyder alt på at passagertallet for første gang runder 25 millioner ved årets udgang.