Flere turister på Vestegnen

”En del turister er begyndt at få øjnene op for Vestegnen, når de vil besøge Hovedstaden. Vi kan tilbyde campingpladser, vandrerhjem og hoteller i alle prisklasser, og man kan tilbringe en dag på stranden eller i den flotte natur, når man vil have en pause fra byens larm”, siger Ole Bjørstorp, borgmester i Ishøj og formand for Vestegnssamarbejdet.

  

”Vi har en pragtfuld natur med syv kilometer af Danmarks bedste badestrande, et veludviklet stisystem til cykle- og vandreture og udfordrende golfbaner. Desuden tager det kun 20 minutter i S-tog at nå fra Vestegnen til Rådhuspladsen. Det er der ikke andre områder i Danmark, som kan tilbyde”, siger Ole Bjørstorp.

  

www.visitvestegnen.dk kan man bl.a. læse om veterantog, vikingelandsby og Vestvolden. Om cirkusmuseum og cykleruter. Om skibakke, shopping, strande og svømmehaller. Om middelalderlandsby og museer. Om golf og gratis oplevelser i naturen.

  

”Kunstmuseet Arken er nok den attraktion, som tiltrækker flest internationale gæster, men vi kan også se, at en del turister fra især Sverige og Tyskland er tiltrukket af badestrandene og vores hyggelige lystbådehavne”, slutter Ole Bjørstorp.

 

Skrevet af Flemming Juul