Flere USA-regioner vil være synlige i Norden

pow wow, jesper ewald

Jesper Ewald fra FDM Travel og Discover America Danmark med direktør for Discover New England, Sue Norrington-Davies.

TURISME: De stigende ankomsttal fra Norden får stadig flere amerikanske destinationer til at overveje øget synlighed i regionen. USA har årligt over en mio. ankomster fra de nordiske lande.

Chicago, standby.dk
“Det er tydeligt, at amerikanerne er begyndt at lytte mere til os fra Norden – de kan se de stigende ankomsttal fra Norden, og at vi også rejser udenfor USAs traditionelle turistområder som New York, Florida og Californien. Jeg fornemmer klart, at flere amerikanske destinationer overvejer, at få repræsentation i vores region.”

Det sagde bestyrelsesformand for den danske Discover America-komite, Jesper Ewald, onsdag til standby.dk paa sidstedagen af USA store, årlige fagmesse for rejsebranchen, Pow Wow, som Chicago i år var vært for.

Jesper Ewald er til daglig indkøbs- og produktionschef i FDM Travel, Danmarks største rejsebureau naar det gælder rejser til USA. Bureauet havde sidste år 30.000 gæster til USA, ca. ti procent af samtlige danske rejsende til USA.

“Et område, vi fra den danske Discover America-komite havde fokus på under Pow Wow, var New England-staterne i det nordøstlige USA. De bør komme tilbage til atter at have repræsentation i Norden,” siger Jesper Ewald.

Jesper Ewald prøvede også at overbevise New England-staterne om, at de skal deltage i næste års store USA-workshop i København, der holdes umiddelbart før den store ITB-rejsemesse i Berlin.

Selv har FDM Travel også USA-sammenkomst for sine kunder i forbindelse med dette arrangement. Næste års arrangement hos FDM Travel med fokus på USA er 1. marts. Ved FDM-messen i aar var der 1.500 kunder paa besøg.