Flest lejer bil på Mallorca

Ikke kun billejen er billigere i Spanien end herhjemme. I uge 24 kostede en liter benzin (95 oktan) 8,85 kr. på en spansk tankstation, mens prisen herhjemme lå på omkring 11,00 kr.

Øen bør også opleves uden for hotelområderne og det placerer Kærlighedens Ø på en klar førsteplads, når der skal lejes bil i sommerferien. Ca. 30% af Mallorcas gæster sikrer sig en lejebil når rejsen bestilles.

”På 10% af alle vores Mallorca-bestillinger er der hjemmefra bestilt bil i tre eller flere dage. Da der på hver bestilling i gennemsnit er tre rejsende, ender procentsatsen på ca. 30%. Dertil kommer dem, der lejer bil på rejsemålet”, siger kommunikationschef Torben Andersen fra Spies.

Listen over de fem sommerrejsemål, som opleves i lejebil (i parentes prisen for en uges leje af en type A-bil):

1) Mallorca (1.350 kr.), 2) Kreta (2.200 kr.), 3) Gran Canaria/Tenerife (1.175 kr.), 4) Rhodos (2.200 kr.) og 5) Preveza/Lefkas (2.200 kr.)

Det betaler sig at sætte sig ind i de lokale færdselsregler. Hastighedsoverskridelser straffes med bøde på op til 400 Euro. Guardia Civil kan beslaglægge biler, der fragter børn uden de påkrævede børnesæder, og politiet behøver ikke at stoppe et køretøj for at straffe en trafikforseelse – de skal blot kunne notere sig bilens registreringsnummer. Får man en fartbøde, får man 50% rabat, hvis man betaler inden 20 dage.