Flot fremgang for Københavns hoteller

hotelnøgler.ashx_En ny hotelstatistik fra Dansk Erhverv viser, at 2013 blev et godt år for hotellerne i hovedstadsområdet, mens udviklingen er mindre positiv vest for Storebælt.

Belægningsprocenten steg fra 68 til 70% og gennemsnitspriserne steg med 4,4% til 791 kroner, mens omsætningen pr. ledigt værelse steg med 7% til 550 kroner.

”Det er positivt at se, at belægningen er steget samtidig med, at presset på priserne er aftaget. Det gør det lettere for hotellerne at tjene penge efter nogle magre år i krisens tegn,” siger chefkonsulent i Dansk Erhverv Susanne Nordenbæk.

Udviklingen for resten af landet er lidt mere broget med stagnation i Aalborg, et mindre fald i Aarhus og en decideret negativ udvikling for hotellerne i Trekantsområdet.

”Det er helt tydeligt, at den positive stemning, vi oplever i hovedstadsområdet, endnu ikke har fået fat vest for Storebælt, men vi forventer, at 2014 bliver et vendepunkt, så også hotellerne uden for København begynder at tjene flere penge,” siger Susanne Nordenbæk.