Flot halvårsresultat for Tysklands incoming

800px-ICE3_in_CologneOgså i de første seks måneder af 2014 når incoming i Tyskland nye højder. Ifølge de foreløbige tal fra Statistisches Bundesamt blev der registreret 32,8 millioner overnatninger fra udlandet – et plus på 1,9 millioner eller 6%.

Juni måned alene kommer ud med et plus på 6% internationale overnatninger og er dermed den bedste juni siden 1992, hvor man begyndte at registrere.

Petra Hedorfer, CEO for Deutsche Zentrale für Tourismus (DZT): ”Dynamikken er ubrudt. I hver eneste måned i årets første halvår kunne vi registrere stigninger i forhold til sidste års flotte resultater. I første halvår af 2013 kunne vi glæde os over et plus på hele 3,2 procent, men i 2014 fordoblede vi næsten denne stigning. Med dette forspring er vi overbevist om, at vi har skaffet os en god buffer imod uforudsigelige politiske og økonomiske forhold og at vores prognose på omkring 3% for i år kommer til at holde.“