Det kan måske alligevel godt lade sig gøre at sælge krydstogter uden øjenkontakt. Noget tyder på, at danskerne er parate til i nogen grad selv at gå på nettet, når det ikke er for indviklet.
I godt to uger har WonderCruises været i Danmark. Selskabet er skabt i Norge og Sverige og blev efter mindre end et år indlemmet i TUI-koncernen (som Star Tour) med 51 procent af aktiekapitalen.
”Vi har været vældig tilfreds med opbakningen i Danmark, ” siger en af selskabets stiftere og direktører Tor Johan Pedersen (foto). ”På under to uger har vi solgt ca. 200 rejser, og 37 procent har bestilt online. Det viser for os, at det er rigtigt at satse på nettet, også selv om det gælder krydstogter.”
Langt de fleste ture er solgt som forårets krydstogter langs de norske fjorde fra København.
I Stockholm, hvor telefonen henvises til, har selskabet ansat Theis Karkov Lupa, som den danske røst. Han har tidligere været hos Holiday Autos og Spies.