Flyet stadig hurtigere end lyntoget

Aarhus lufthavn sasLUFTHAVNE: Det nye togforlig sikrer dobbelt så mange lyntog mellem Aarhus og København fra 2021 – flyet er dog stadig hurtigste transportform til København til gavn for det østjyske erhvervsliv, der er en af grundpillerne i Aarhus Lufthavns fortsatte berettigelse.

I en hektisk hverdag er tid en kritisk faktor for de fleste. Det ved direktøren i Aarhus Airport, Peter Høgsberg. ”Vi er meget bevidste om, at et naturligt grundvilkår for Aarhus Airports virke i dagligdagen er, at rejsen fra A til B – og tilbage igen – skal være så hurtig og effektiv, og gerne bekvem, som overhovedet muligt. Det er vigtigt, at i særdeleshed vores erhvervspassagerer, der har et stramt og ofte hektisk program, får det optimale ud af dagen og er friske og udhvilede, når de kommer frem til deres bestemmelsessted,” siger han.

”Vi glæder os på Østjyllands vegne over det togforlig, der netop er indgået i denne uge, som bl.a. betyder, at der fra 2021 vil komme dobbelt så mange lyntog mellem Aarhus og København. Men faktum er, at det både nu og til den tid stadig vil være hurtigere at tage flyet,” siger Peter Høgsberg og tilføjer: ”Det skal være hurtigt – og det er det! Ellers blev vi jo heller ikke ved med at sige det. Vi har stor respekt for vores passagerers tid og er meget bevidste om, at vi er her for bl.a. dem, der arbejder eller gør forretning i Østjylland. Dem, der skal til København og eventuelt videre ud i verden for at arbejde eller suge inspiration til sig. Dem, der får gæster fra København eller udlandet og gerne vil kunne hente dem i en lufthavn, der ligger så tæt på ens faciliteter som muligt,” siger Peter Høgsberg og tilføjer, at lufthavnen arbejder med at introducere et loyalitetsprogram.

”Vi er meget taknemmelige for den store aktivitet, det østjyske erhvervsliv er årsag til i vores lufthavn. Og vi vil gerne belønne vores erhvervssegment. Derfor arbejder vi nu på et loyalitetsprogram, der skal gøre det mere attraktivt at tage flyet frem for f.eks. toget eller bilen.”