Flyforsinkelse skal erstattes

Den principille afgørelse er resultatet af, at domstole i Østrig og Tyskland har forelagt spørgsmålet for den fælles europæiske domstol til endelig afgørelse, skriver epn.dk.

 

Baggrunden er, at rejsende, der er blevet stærkt forsinkede under deres flyrejse, har krævet erstatning på samme niveau, som hvis flyet var blevet aflyst, hvor erstatningsbeløbet ligger mellem 1.860 og 4.500 kroner.

 

Sagerne stammer fra utilfredse kunder hos Air France og det tyske selskab Condor, som blev henholdsvis 25 og 22 timer forsinkede.

 

Ifølge EF-domstolen er det ligegyldigt, om flyene er stærkt forsinkede eller helt aflyst, hvis det påfører den rejsende tab. Kun hvis forsinkelsen stammer fra omstændigheder, som flyselskabet er uden indflydelse på, kan det slippe for at betale erstatning, mens for eksempel en teknisk fejl ved flyet ikke fritager selskabet for erstatningsansvar.

Skrevet af Flemming Juul