Flypassagerer får øget konkursdækning

Efter at Rejsegarantifondsloven blev ændret 1. januar, hvor det blev muligt at købe konkursdækning til flybillet, har der hersket usikkerhed om, hvilke flyselskaber, som var registreret i fonden.

 

Rejsegarantifonden mente, at flyselskaber, som udbyder fly fra danske lufthavne, skal tilbyde dækning, hvis flyselskabet har kontor eller handlingagent i Danmark, og hvis det er muligt for kunder i Danmark at købe en billet hos selskabet – via selskabets hjemmeside eller kontor.

 
Mange af de internationale flyselskaber var uenige med fonden i, at de var omfattet af lovens krav om at være ”etableret i Danmark” og mente ikke, at de skulle være registreret i fonden. 13 flyselskaber påklagede fondens afgørelse om registreringspligt til Erhvervsankenævnet.

 
Erhvervsankenævnet har nu givet fonden medhold i 11 af sagerne. I to af sagerne fik flyselskaberne medhold.

 
Erhvervsankenævnet har fastslået, at et internationalt flyselskab, som har hovedkontor udenfor Danmark men har afdelingskontor i Danmark, og som sælger flybilletter med afrejse fra Danmark til kunder i Danmark, skal registreres i fonden og tilbyde de private kunder konkursdækning i fonden. Hvis kunden vælger at købe dækningen til pt. 20 kr., vil kunden være omfattet af fondens dækning, hvis flyselskabet skulle gå konkurs.

I de 11 sager, hvor fonden har fået medhold, har flyselskaberne kontor i Danmark.

 
Et større antal flyselskaber skal nu registreres i fonden. Når selskaberne er blevet registreret, kan danske forbrugere købe konkursdækning, når de køber flybilletter fra Danmark direkte hos disse flyselskaber.

 
Siden muligheden for at købe konkursdækning på en flybillet blev indført 1. januar i år, hari løbet af 1. halvår af 2010 ca. 100.000 kunder valgt at købe dækningen.

 

Skrevet af redaktionen