Flyselskab bliver mindre i Ryanair-koncernen

Michael O’Leary.

LUFTFART: Inden 10 år vil flyselskabet være en mindre del af Ryanair-koncernen, der fremover vil vokse til en kæmpe rejse-platform. Ryanair skal være fremtidens Amazon i rejsebranchen, forudser koncernchef Michael O’Leary.

”Inden de næste ti år vil Ryanair-koncernen blive kæmpestor dataplatform – med bl.a. et flyselskab. Men flyselskabet Ryanair vil blive en mindre del af koncernen. Potentialet er enormt.”
Det sagde Ryanairs koncernchef, Michael O’Leary, da han talte ved the Future Travel Experience Europe Conference i den irske hovedstad, Dublin.

Ryanair har allerede foretaget et stort digitalt fremstød med sit Always Getting Better program, herunder med at oprette Ryanair Labs IT innovation centre i Dublin, den spanske hovedstad Madrid og polske Wroclaw.

Snart kommer et fjerde europæisk Ryanair Labs IT innovation center. Alle har omkring 200 medarbejdere.

”Kunder, der i dag ikke er kunder hos flyselskabet Ryanair, vil i fremtiden blive kunder hos Ryanair Labs, der bl.a. også vil omfatte biludlejning og hoteller,” sagde Michael O’Leary og tilføjer: ”Vores vision er, at Ryanair skal være fremtidens Amazon i rejsebranchen.”

Ryanair er i dag Europas største flyselskab og forventer inden ti år 200 mio. passagerer. Med næsten 1.500 ruter mellem ca. 200 europæiske lufthavne er Ryanair denne sommersæson det flyselskab i verden med flest ruter, viste opgørelse for nylig fra hjemmesiden anna.aero​