Flyselskab: tog, bus og bil forurener mere end fly

For hver kilometer, som en person f.eks. kører med City Bus i København, udledes der dobbelt så meget CO2, som der produceres pr. personkilometer af et moderne Airbus 330-300-fly.

 

Det viser tal i den årlige miljørapport fra Thomas Cook Airlines Scandinavia, Nordens største charterflyselskab, der fra Danmark navnlig flyver for Spies.

 

”Mens bussen udleder 120 gram CO2 pr. personkilometer og et lokalt tog 113 gram, nøjes det nævnte Airbus-fly med 56 gram. En moderne bil (med i gennemsnit 1,56 passagerer) tilfører miljøet 109 gram CO2 pr. personkilometer,” siger Kim Houmark Hansen, miljøchef i Thomas Cook Airlines Scandinavia, og tilføjer:

 

”Dertil kommer, at toget, bussen og bilen tilbagelægger en længere strækning end flyet for at nå destinationen. Rejsemål som Thailand, Cuba og De Kanariske Øer er vel kun aktuelle med fly. Går turen fra en dansk lufthavn til f.eks. Mallorca, skal der bruges 61 liter brændstof pr. passager på en Airbus 330.”

 

Disse – og mange flere miljøtal – står i det danske flyselskabs seneste miljørapport for 2011/2012. Kun et fåtal af de største flyselskaber i Norden udgiver deres miljøregnskab som supplement til deres økonomiske resultat. Samtidig er det danske flyselskab et af de få selskaber i Europa med et ISO14001 miljøcertifikat.
 
Det er 15 år siden, at Thomas Cook Airlines Scandinavia for alvor begyndte at sætte fokus på miljøarbejdet. Siden er miljøpåvirkningen pr. passagerkilometer faldet fra ca. 100 gram til i gennemsnit 65 gram i det seneste regnskabsår. Når selskabet får leveret otte nye Airbus 321-fly i 2014/2015, vil brændstofforbruget falde 3,5 pct. og miljøpåvirkningen blive reduceret med ca. 700 tons CO2 pr. fly.
 
”Vores seneste miljøtiltag er introduktionen af ”det papirløse cockpit”. Piloterne medbringer i dag ca. 35 kilo manualer med alverdens informationer – information, som vi hvert år bruger en million styk A4 papir for at opdatere. Manualerne bliver i disse måneder udskiftet med en iPad på ca. 630 gram. Den mindre vægt reducerer vores brændstofforbrug med ca. 100 tons på årsbasis, og CO2-udslippet falder med ca. 300 tons,” siger Kim Houmark Hansen.

Skrevet af redaktionen