Flyselskaber klager over bøder

Hvis passagerer kommer med fly til Norge uden at have gyldige rejsedokumenter straffes flyselskaberne af politiet. I mange år har politiet på Gardermoen henvist til selskabernes ’transportøransvar’. Reglerne gør, at selskaberne skal kontrollere, at passagererne har gyldige visa, rejse- og legitimationsdokumenter i afrejselandet før de får gå ombord på flyene.

Eksempler som Norwegian har lagt frem for den norske ’Dagsavisen’ viser, at ansvaret for kontrollerne strækker sig langt ud over det, selskaberne har lov til at udføre. I december 2009 blev der startet visumfrihed fra Serbien, Montenegro og Makedonien til Norge. Selæv om borgere fra disse lande rejser med gyldige pas og på lovlig vis, får flyselskaberne udgifter.
”Hvis politiet vurderer, at passagerer fra disse lande mangler penge til et ophold i Norge, pålægges vi at flyve dem tilbage for vores regning. Det har vi nu oplevet 25–30 gange, selv om vi ikke har ret til at tjekke hverken personernes tegnebøger, lønsedler eller kontoudskrifter før de går om bord i vore fly”, siger kommunikationsdirektør Anne-Sissel Skånvik fra Norwegian.

Sektionschef for Grænse og forvaltningssektionen ved Gardermoen politistation, Tom Fjæstad, har kun ringe forståelse for kritikken.

”Vi følger det regelsæt vi har til rådighed. Et regelsæt som er velkendt for flyselskaberne. Hvis flyselskaberne vil have en ændring, må de prøve at få ændret lovgrundlaget”, siger han.

Skrevet af Flemming Juul