Flyspotternes store dag

 

Der var usædvanlig trængsel ved Flyvergrillen nær landingsbanen i Københavns Lufthavn tidlig morgen og igen ved middagstid.

 

København og Danmark har oplevet det to gange tidligere, da præsidenterne Bill Clinton og George W. Bush kom på besøg i præsidentflyet Air Force One, og selv om flyet er det samme – en Boeing 747 fra 1990 – var interessen for flyet og dets vigtigste passager, præsident Barack Obama, ikke mindre end tidligere.

 

Flyet blev først spottet kl. 7.44 og landede kl. 7.53 i Københavns Lufthavn, hvor det taxiede til Lauritzen-terminalen, hvorfra præsident-kortegen ad et trafiktomt vejsystem, kørte den korte distance til Bella Center. Her deltog præsidenten sammen med sin ’First Lady’ i reklameindslaget for Chicago som hjemby for OL i 2016, hvorefter præsidentens bilkortege med 40 køretøjer og med præsidenten selv og frue i ’Cadillac One’ med kælenavnet ’The Beast’ ad tomme gader kørte til Christianborg for at mødes med Dronning Margrethe og hendes familie, samt med statsminister Lars Løkke Rasmussen.

 

Biltrafikken i store dele af København har været suspenderet og trafikken over Øresundsbron ligeledes, men uden det har ført til alvorlige episoder. 43 aktivister er blevet anholdt i dagens løb – især for at opsætte bannere, men heller ikke det har medført større problemer.

 

Både ved ankomst og afgang var den øvrige flytrafik på Københavns Lufthavn suspenderet.

 

Kl. 13 startede Air Force One fra Københavns Lufthavn med Præsidenten og hans First Lady igen med kurs mod Washington – lidt forsinket af et længerevarende møde med den øverstkommanderende general for USAs styrker i Afghanistan – hilst på vej af flyspotterne ved Flyvergrillen, som herefter kunne hellige sig de særlige flyverburgere, der har gjort grillen kendt.

 

Skrevet af Flemming Juul