Statistikken for marts viser ifølge den europæiske luftfartsorganisation AEA et fald i passagertal på 9,1%, og nedgangen gælder på alle strækninger pånær mellem Europa og Mellemøsten, hvor der har været en marginal vækst på 0,5%. Størst nedgang har der været på Nordatlanten, hvor trafikken er gået tilbage med tocifrede procenttal, skriver borsen.dk.
April – årets påskemåned – ser dog ikke ud til at blive helt så slem. Her mener AEA, udfra de foreløbige tal, at nedgangen vil være omkring 2,5% i forhold til april 2008 – som ikke var en påskemåned.
Ifølge Ulrich Schulte-Strathaus, generalsekretær i AEA, Association of European Airlines, viser tallene desværre ikke, hvilke passagerer det er, der ikke flyver og han beklager, at omsætningen falder hurtigere end trafik-mængden, selv om selskaberne gør hvad de kan for at reducere de interne udgifter. Et problem er samtidig at reducere de omkostninger, som bliver væltet ind over flyselskaberne.