Flyveforbud styrker e-kommunikation

Ved en måling onsdag morgen kunne det konstateres, at den nordeuropæiske nettrafik lå ca. 4% højere end før askeskyen lammede flytrafikken og ikke underligt er det især rejserelaterede web-sites, der har haft vækst. For eksempel har togselskabet Eurostar, der kører under Kanalen, i den forløbne uge haft en vækst på 67%, skriver business.dk. Presserådgiver Rasmus Windfeld fra TDC fortæller, at mængden af telefonmøder  er steget med 30%, mens der ikke har været nogen betydelig vækst for videokonferencer. Hos Telia siger erhvervsdirektør Peter Arke, at man heller ikke her kan spore nogen signifikant vækst – ej heller med hensyn til videokonferencer, selv om der har været vækst på dette område de senere år og fra 2008 til 2009 med hele 25%. Deutsche Telekom melder til gengæld om ’betydelig stigning’ hos de større firmaers brug af forskellige konferencetjenester, mens British Telecom kan melde om 35% flere tele- og videokonferencer, hvor flertallet er telekonferencer, som er enklere og billigere end videokonferencer.

Skrevet af Flemming Juul