Flyveledere i strejke i Bruxelles

flyvelederTrafikken på den terrorramte internationale lufthavn i Bruxelles blev i går, tirsdag, sat i stå af en uvarslet strejke blandt flyvelederne.

Årsagen til strejken var uenighed med arbejdsgiveren Belgocontrols planer om ændringer i pensionsforholdene.

Det fik IATAs generaldirektør Tony Tyler til at lange hårdt ud efter flyvelederne og i en udtalelse kalde strejken ”et spark i tænderne på alt det personale i flyselskaber og lufthavne, der har arbejdet så hårdt på igen at skabe kontakt mellem Bruxelles og den øvrige verden efter det fatale terrorangreb for blot tre uger siden”.

Han tilføjede: “Det er højdepunktet af uansvarlighed uden varsel at fjerne en så vital service, og det kan kun betragtes som ondsindet. Hvis vi ikke kan regne med simpel anstændighed fra så højtlønnede specialister, så er tiden inde for regeringerne til at finde nye løsninger, som kan garantere tilstedeværelsen af flyveledelse til enhver tid”.