Fogedret klar til sag mod Ving Tours

På onsdag behandler fogedretten i Glostrup sagen, hvor Spies’ moderselskab har bedt retten gribe ind, fordi Ving Tours har ”lånt” Ving-navnet og næsten kopieret Spies’ slogan. Alle navne på flyselskaber er væk fra hjemmesiden.

Finder dommeren, at Spies’ nordiske moderselskab kan sandsynliggøre eller på anden måde bevise, at det har retten til navnet ”Ving”, kan det blive et kort retsmøde.

For så kan dommeren med det samme nedlægge forbud mod, at Ving Tours bruger navnet ”Ving.” Dommeren kan på samme måde afgøre, om Ving Tours’ slogan ”Smil, rejs og vær glad” læner sig mere end rimeligt op af Spies’ også registrerede slogan: ”Spies, rejs og vær glad.”

”Sagen er til behandling i retssystemet og varetages af vores advokat. Derfor kan jeg ikke udtale mig. Det ufravigeligt vigtigste er at få respekteret rettigheden til bl.a. vores Ving-navn og slogan,” siger direktør for Spies i Danmark, Jan Vendelbo, til standby.dk

Dommeren, der på onsdag skal behandle sagen, har læst sagsakterne fra de to parters advokater. Afgør dommeren ved retsmødet, at Spies’ moderselskab, Thomas Cook Northern Europe, har rettighederne til Ving-navnet og Spies’ slogan, kan dommeren nedlægge forbud mod, at Ving Tours fortsætter med at bruge navnet Ving og det ”tillempede” slogan.

Dette vil retten i så fald meddele Ving Tours – det regnes ifølge standby.dks oplysninger som meget usandsynligt, at et eventuelt forbud ikke følges. Ving Tours kan vælge at få prøvet sagen i landsretten.

Spies’ advokat afleverede tirsdag i denne uge ”forbudsrekvisition” til fogedretten for at få Ving Tours til at indstille brug af navnet Ving og en næsten tro kopi af Spies’ slogan.

Ving Tours fortsætter dog at annoncere for sine rejser, som mange i branchen tvivler på vil blive gennemført. Ifølge B.T. betaler rejsebureauet ikke regningerne for annoncerne til visse medier, hvilket kan føre til en inkassosag.

Ving Tours brugte også FDM Travels rejsebetingelser og skrev på sin hjemmeside, at man var medlem af Danmarks Rejsebureau Forening, hvilket ikke passede.

Da Ving Tours så dagens lys for to uger siden havde dets hjemmeside også masser af logoer fra flyselskaber, det angiveligt ville benytte. Ingen af flyselskaberne kendte dog noget til Ving Tours, der i går havde fjernet de sidste logoer fra flyselskaberne.

B.T. har oplyst, at tre berygtede brødre, Tom, Kim og Bo Hansen, angiveligt står bag Ving Tours. De har ifølge avisen en stribe konkurser bag sig og sættes i relation til rockergruppen Bandidos.