For 90 kr. øjenkontakt

Af Ejvind Olesen

Rør ved mig. Se mig i øjnene. Smil og gør mig glad. For jeg skal ud at rejse, og nu og da er forventningens glæde den største. Oplevelser og netop forventningens glæde samt øjenkontakt kan man købe for 90 kr. i denne weekend på Ferie 2011 i Bella Center – og om fjorten dage i Herning.

Men man kan heller ikke så meget andet. En ferierejse som begreb kan man ikke tage og føle på som en bil eller en modevare på en udstilling. Derfor stiller det helt særlige krav. Forstår man ikke at opfylde dem, dør feriemesser og rejseudstillinger stille bort i takt med teknologiens fremmarch.

Hvem er det så der skal opfylde disse krav? Det er arrangøren med de rigtige lokaler, det rigtige tidspunkt, åbningstid, billetpriser og selve iscenesættelsen med en god portion oplevelser, tilsat rammer af en række af campingvogne og små og store boder.

Dernæst selve udstillerne, som må gøre sig klart, hvorfor de overhovedet er med. De bedste sælgere i front. Smil på fra morgen til aften, selv om det er weekendarbejde. Fortæl igen og igen.

Nu er der den øjenkontakt de færreste rejsearrangører til daglig oplever. Så frøet til salget af rejsen. Det kan sagtens høstes i bureauet ved en senere lejlighed. Giv publikum ideen og behandl også ”brochuresamlerne” pænt.

De er givet irriterende på enhver rejseudstilling, men måske skal de også ud at rejse en gang. Og de skal nødvendigvis ikke have den brochure det har kostet 50 kr. at fremstille.

Man kommer ikke på en feriemesse for at finde en lavprisbillet til London eller Rom til samme pris som en teaterbillet. Men gerne for at få den samme oplevelse som i teatret.

Om Bella Center i denne weekend kan leve op til det første krav som arrangør af Ferie 2011, ved jeg ikke. Det skal vise sig. Hvis ikke er det tiden at gå nye veje.

I fjor bragede en snestorm over udstillingen, og al udkørsel blev frarådet i en periode. Den undskyldning kan forhåbentligt ikke bruges i år. Det var en af grundene til at besøgstallet kun blev halvdelen af Hernings tal.
Men sandheden i ære var der mere fest og farver i Messecenter Herning med over 60.000 besøgende. Det dobbelte af København. Skulle det blive tilfældet igen i år, kan hverken arrangør eller udstillere være tilfreds i landets hovedstad.

Næste år har man Nordens største hotel med stribevis af lokaler og restauranter, som kan inddrages. Så kan der i hvert fald for alvor blive feriestemning i hele området både dag og aften. Hvis viljen og ideerne er til stede.

Hvad tror du? Har rejsemesserne en fremtid, og lever Ferie 2011 i år i Bella Center op til dine forventninger?

 

Skrevet af Ejvind Olesen