Forbrugerombudsmand undersøger julefrokost-arrangører

julefrokostHOTELLER: Horesta har bedt Forbrugerombudsmanden undersøge tre arrangører af julefrokoster, da de i strid med markedsføringsloven annoncer med priser uden moms. Grunk Event, den største arrangør på området, er ikke blandt de tre.

Ejer af Grunk Event, Morten Grunk-Jensen, sagde i går til standby.dk, at efter Horesta i maj påtalte hans firmas annoncering med priser på julefrokoster uden at oplyse prisen med moms på tre københavnske hoteller, havde Grunk Event rettet ind. Horesta måtte efterfølgende indskærpe, at Grunk skulle vise priserne med moms i starten af sin hjemmeside – ikke først når kunden downloadede en pdf med priserne.

”Men Grunk er ikke blandt de tre julefrokostarrangører, vi har bedt Forbrugerombudsmanden kigge på,” siger Kaare Friis Petersen, erhvervsjuridisk chef hos Horesta, til standby.dk og tilføjer, at andre julefrokost-arrangørers priser, hvor de ikke oplyser moms, ”irriterer flere af vores medlemmer.”

Morten Grunk-Jensen sagde i går til standby.dk: ”Vi startede vores julefrokostkoncept i 2010 og har godt samarbejde med de københavnske hoteller Angleterre, Marriott og Scandinavia. Andre hoteller vil gerne lege med os, men vi er tilfredse med de tre, vi bruger.

Efter Horesta i maj påtalte mangler i vores annoncering for dette års julefrokoster rettede vi ind og præciserede prisen på firmajulefrokoster med og uden moms.”

Morten Grunk-Jensen vil af konkurrencehensyn ikke oplyse, hvor mange deltagere, firmaet forventer ved dette års julefrokoster. ”Men vi har succes med det, vi laver, som navnlig er koncentreret om de store fredage i december.”

Han har også forklaring på, hvordan ”bandet” Stagebreakers kan spille til julefrokoster på alle tre hoteller på mange sammenfaldende datoer.

”Stagebreakers er et ”konceptband”, som kan have f.eks. ti orkestre ude på samme tid under samme navn.”

Grunk Event har i år seks julefrokoster på d’Angleterre med 330 pladser hver aften, 11 på Marriott med 350 pladser og ni datoer på Scandinavia med plads til 600.

”Men vi sælger ikke alle pladser hver aften,” siger Morten Grunk-Jensen og tilføjer: ”Hvor mange, vi sælger, er mellem mig og hotellerne. Men generelt er det en god forretning.”

I sin klage fra Horestas Konkurrenceudvalg til Forbrugerombudsmanden beder man om at få undersøgt, at eventbureauer annoncerer julefrokostarrangementer til priser uden moms. ”Det er i strid med markedsføringsloven samt vildledende og konkurrenceforvridende,” lyder det fra Horesta.

Ifølge Horesta gælder de kritisable forhold særligt i forhold til restaurationsbranchen, når eventbureauer – og andre – markedsfører julefrokostarrangementer til priser, som ikke indeholder moms, og hvoraf det ikke klart fremgår, om tilbuddet alene er til erhvervsdrivende.

”Ifølge markedsføringsloven skal man ved annoncer om salg af varer og ydelser rettet mod private forbrugere tydeligt oplyse den samlede pris for varen/ydelsen inklusiv moms og andre afgifter,” påpeger Horesta og tilføjer:

”Af nogle af annoncerne fremgår det klart, at også private kan benytte tilbuddet på trods af, at udbudsprisen ikke er oplyst inkl. moms. Dertil kommer, at selv om det er en virksomhed, der køber julefrokosttilbuddet, kan den kun fratrække 25 pct. af momsudgiften, da der er alene er 25 pct. fradrag for momsen på restaurationsydelser. Når der oplyses en pris helt uden moms, er det således vildledende,” hedder det.