Fordobling af krydstogtskibe i Nordsjælland

CRUISE: Næste år får Helsingør og Hundested besøg af seks krydstogtskibe – dobbelt så mange som i år.

Anløbene er resultat af to års arbejde med deltagelse på krydstogtsmesser, møder med rederier i Europa og USA.

”Der går som regel op til fem år fra de første møder med rederierne, til vi får et anløb. Det er ingen hemmelighed, at det er en udfordring at få anløb til Helsingør, da de fleste rederier gerne vil lægge til kaj. Men der er heldigvis mange, der ser det unikke i Helsingør. Krydstogtturisterne sætter stor pris på let adgang til Kulturhavnen og at den gamle middelalderby og butikkerne er i nærheden. Men potentialet er langt større, hvis skibene kunne komme helt ind til kajen,” siger krydstogtansvarlig, Birgitte Bergman.

Passagererne skal sejles ind fra Reden, men det afholder ikke et af verdens største krydstogtskibe, Queen Mary 2, fra at komme tilbage i 2018. Queen Mary 2’s besøg er et af de tre krydstogtanløb, der allerede er planlagt til 2018.

Når krydstogtskibene lægger til i Helsingør tager ca. halvdelen af gæsterne på udflugter til Nordsjællands slotte eller besøger andre seværdigheder. Den anden halvdel bliver i byen.

”At vi nu for alvor kan kalde os en krydstogtsdestination gør, at det fremover bliver lettere at tiltrække nye rederier, turister og rejsebureauer til Helsingør. Det er meget positivt, da turisme er et område, som vi i kommunen arbejder på at udvikle. Derfor er det også vigtigt, at detailhandlen bakker op om besøgene, byens butikker holder åbent, og der bliver taget godt imod vores gæster. Deres førstehåndsindtryk af Helsingør betyder rigtig meget for, om turisterne kommer igen en anden gang, og om de anbefaler byen,” siger Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør Kommune.

Målt på passagerer er Cruise North Copenhagen nu den næststørste danske krydstogtdestination efter København. I 2016 havde Nordsjælland besøg af ca. 100.000 af Københavns 750.000 krydstogtpassagerer som tog på udflugt til Nordsjælland under deres ophold.

VisitNordsjælland driver sekretariatet for Cruise North Copenhagen, et samarbejde mellem havnene i Helsingør og Hundested. Formålet med samarbejdet er at få flere anløb samt flere krydstogtgæster fra København.