En af Politikens ‘Turen går til’-rejseguides indeholder detaljerede oplysninger om hvordan rejsende opsøger prostituerede og hvor meget, de skal betale dem.
Det drejer sig om rejseguiden ‘Turen går til Brasilien’, der indeholder en række gode råd til sex-turister.
"Jeg kan ikke forsvare det afsnit overhovedet," lyder det fra forlagschef Søren Sattrup, da Jyllands-Posten konfronterer ham med bogens indhold af tips og tricks til sexturister om prostituerede i Brasilien.
Han beklager især afsnittets "handlingsanvisende" indhold, der blandt andet forklarer turister, hvordan man undgår, at den prostituerede stjæler fra en, og at det ofte kan være svært at se forskel på de brasilianske transvestitter og landets kvindelige prostituerede.
Hvad mener du om, at afsnittet indeholder sætninger som: ”Prostitution er langt mere udbredt end i Skandinavien og vel også mere socialt accepteret” og ”Brasilianske prostituerede har i øvrigt ry for at være de eneste i verden, der kan lide deres metiér”, spørger Jyllands-Posten.
”Den sidste sætning er i særlig grad problematisk. Den er for forfatterens egen regning. Det er en fejl, at den er gået igennem. Det burde ikke være sket, og det tager jeg ansvaret for, ” siger forlagschefen.
Ifølge Politikens Forlag bliver det nuværende afsnit om prostitution redigeret ud, inden næste oplag af ‘Turen går til Brasilien’ går i trykken.

STANDBY.DK Nyt om rejser

