Forlystelsers sikkerhed daler

Fremtidens rutsjebaner vil blive bygget af dårligt materiale, under uacceptable forhold og vil ikke blive testet, inden intetanende passagerer sætter sig op i dem. Det vurderer formanden for Foreninger af Forlystelsesparker i Danmark, Søren Kragelund.

 

»Det handler om at få bygget store og vilde forlystelser billigt. Og det kan de i Indien og Kina,« forklarer han til JP Århus.

 

Problemet med at lade de to asiatiske spillere komme ind på markedet er, at det vil være tæt på umuligt at tjekke forlystelsernes sikkerhed. For selv om både Kina og Indien vil være underlagt de samme sikkerhedsstandarder, som de europæiske producenter er forpligtede af – en såkaldt EN-standard – så er det i praksis umuligt at holde styr på, om de rent faktisk lever op til dem.

 

EN-standarden sikrer, at en forlystelse er bygget af ordentlige materialer, at konstruktionen i sin fysiske form er i orden, og at beregningerne, der ligger til grund for forlystelsen, er plausible.

 

»Det sikkerhedsgrundlag vil forsvinde, hvis man lader Kina og Indien producere så store konstruktioner, som for eksempel en rutsjebane,« siger Søren Kragelund.

 

Der ud over vil de to asiater være så billige, at de europæiske og amerikanske producenter vil være tvunget til også at sænke prisen – og niveauet. Det vil betyde dårligere forlystelser, dårligere materiale og ringere sikkerhed, skriver JP Århus. 

Skrevet af Hanne Aaen Lassen