Hvis de danske forlystelsesparker skal kunne leve op til gæsternes forventninger og bygge ovenpå det eksisterende fundament, kræver det investeringer i blandt andet nye oplevelser og faciliteter.
Selvom de har haft lukket for gæster i perioder, er det ikke ensbetydende med, at landets største forlystelsesparker har ligget på den lade side i løbet af vinteren. De har nemlig investeret i nye oplevelser, faciliteter og tiltag, der kan forlænge sæsonerne.
I en ny opgørelse fra Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark (FFD) fremgår det, at foreningens 12 medlemmer samlet set investerer 410 millioner kroner i år. Det svarer til en stigning på knap 20 procent sammenlignet med sidste år, hvor beløbet var 345 millioner kroner.
Forventer sig mere
Søren Kragelund, der tidligere var administrerende direktør for Fårup Sommerland, er i dag formand for Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark. I en pressemeddelelse betoner han betydningen af, at parkerne ikke bare står stille, da de så vil være ude af trit med de besøgende.
“Vi klarer os rigtig godt, også når vi sammenligner med udlandet. Men det kræver, at vi hele tiden udvikler os. Gæsterne forventer en stadig højere kvalitet og nye oplevelser, og derfor investerer parkerne massivt i alt fra produkter og faciliteter.”
Det er BonBon-Land, Djurs Sommerland, Dyrehavsbakken, Fårup Sommerland, Jesperhus Feriepark, Knuthenborg Safaripark, LEGO House, LEGOLAND, Sommerland Sjælland, Tivoli, Tivoli Friheden og Universe Science Park, der står bag investeringerne.
Skal udvikles til destinationer
I tillæg til at sørge for, at parkerne kan trække endnu flere gæster med nye forlystelser, der kildrer i maven, er et af de centrale fokuspunkter for investeringerne at udvide sæsonerne, skabe aktiviteter uden for sommermånederne og give gæsterne grunde til at komme på besøg flere gange om året.
Det kan eksempelvis ske ved hjælp af nye temaperioder, arrangementer eller overnatningsmuligheder, der gør det muligt for parkernes besøgende at blive længere, fortæller Søren Kragelund.
“Jo mere vi kan forlænge sæsonerne, jo vigtigere bliver det også at skabe oplevelser, hvor gæsterne kan blive på stedet i længere tid. Det handler i høj grad om at udvikle forlystelsesparkerne til destinationer med oplevelser døgnet rundt, måske endda med mulighed for overnatning.”
Foreningen mener, at der er et solidt fundament at bestående af et loyalt publikum og efterspørgsel efter produktet, at støbe videre på. De danske forlystelsesparker tiltrak nemlig 11,75 millioner gæster sidste år til trods for, at sommeren i perioder var både kold og våd.
Relaterede artikler:
Bakken i 2026-sæsonen: Bruger alle åbningsdage

STANDBY.DK Nyt om rejser


