Forskellige tilgange til brændstoftillæg

Oliepriserne buldrer opad i rekordfart, og er nu de højeste i tre år. Flere flyselskaber samt Scanway/Tyrkiet Eksperten har iværksat olietillæg til forbrugerne, hedder det fra Star Tour, der går i den modsatte retning og lover ingen ekstra regning for dyrere olie på hele sommerprogrammet og hele næste vinters program.

 

”Vores kunder skal ikke skal betale for det dyrere brændstof mere end et år frem. Vi mener, det er vigtigt signal at give, at når du køber en charterrejse, kommer der ikke pludselig ekstra regninger,” siger Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour Danmark.

 

Den seneste tids uroligheder i Nordafrika og Mellemøsten har forårsaget så voldsomme prisstigninger på olie, at to af flyselskaber, Tyrkiet Eksperten benytter til sommerprogrammet i år, nu har pålagt alle sommerrejserne ekstraordinært olietillæg. ”Vi kan desværre ikke dække denne ekstraudgift og ser os nødsaget til at sende efterregningen til sine gæster, hvilket også gælder gæster, der allerede har bestilt deres rejse. Tillægget udgør 110 kr. pr. person tur/retur og gælder rejsende bestilt rejse med Onur Air og Tor Air,” siger Tyrkiet Ekspertens kommunikationschef, Morten Ravn og tilføjer:

 

”Vi er kede af at opkræve dette ekstra olietillæg fra vores gæster, men olieprisstigningen er så voldsom, at vi desværre ikke kan påtage os at betale på vores gæsters vegne.”

 

Spies meddelte tidligere på ugen, at Thomas Cook Airlines har hedget til den rigtige pris fra før oliepriserne gik amok. Spies, som udelukkende flyver med Thomas Cook Airlines har for meldt ud, at der ikke bliver brændstoftillæg på sommerens charterrejser.

Skrevet af redaktionen