Forslag om nye arbejdstidsregler afvist

piloterEU-parlamentets transportkomite afviste mandag EASAs forslag til nye arbejde- og hviletidsbestemmelser for flyvende personale med 21 stemmer mod 13.

Komiteen mener ikke, at forslaget eliminerer risikoen for træthedsproblemer. EU-Kommissionen mener, at de nye regler vil forbedre sikkerheden, men komitemedlemmerne opfordrer til at komme med nye, kortere arbejdsperioder for flyvende personale.

“EU-Kommissionen har ikke ført tilstrækkeligt videnskabeligt bevis til at fjerne tvivlen om flysikkerheden på områderne for natarbejde og manglende søvn”, lyder det fra komiteen.

Forslaget fastlægger en pilots flyvetid og stand by tid til maksimalt 16 timer i modsætning til de 20-26 timer, der er mulighed for i visse EU-lande.

De reducerer også det maksimale timetal for natflyvning til 11 timer fra de nuværende 11 timer og 45 minutter.

Hvis også det samlede EU Parlament nedstemmer forslaget i oktober, sendes det retur til EU-Kommissionen som enten kan ændre forslaget eller lade de nuværende regler fortsat være gældende.