Første overskud for Finnair i fem år

Flyselskabet havde en fremgang i omsætningen på 8,5% pct., vækst i passagertallet på knap 10% og det første overskud siden 2007.

Regnskabet blev fremlagt i dag, og her hedder det blandt andet i en kommentar fra adm. direktør Mika Vehviläinen:

”Samlet var 2012 et godt år. Vi fik overskud for første gang siden 2007. Fjerde kvartal har hidtil altid givet underskud på grund af sæsonudsving, men i år blev resultatet i fjerde kvartal 6,3 millioner Euro – hvilket viser, at vores restruktureringer og omkostningsreduktionsprogram giver resultater”, skriver business.dk.

Finnairs omsætning blev 2.449,4 millioner Euro, mod 2.257,7 millioner i 2011. EBIT blev også forbedret til et overskud på 44,9 millioner Euro mod et underskud på 60,9 millioner året før.

Direktøren varsler, at koncernen vil genforhandle overenskomster for at sænke prisniveauet:

”Vi er stadig dyrere end vores konkurrenter på personaleomkostningerne. Det skal løses. Intentionen er i fællesskab med personalegrupperne at finde løsninger, der kan forenkle lønstrukturen. Jjeg håber og tror, at vi kan finde en fornuftig løsning for begge parter ved at gennemgå mulighederne i fællesskab”.

På bundlinjen endte Finnair med et overskud på 11,8 millioner Euro – sidste år var nettoresultatet et underskud på 87,5 millioner.

Finnair havde knap 8,8 millioner passagerer – en stigning på næsten 10%. Load factor steg til 77,6% fra 73,3% i 2011.

Bestyrelsen foreslår, at der betales udbytte på 10 eurocent per aktie.