Fortabte turister SOS’er til København

Telefonerne kimer uafbrudt på alarmcentralen hos SOS International, som man kan ringe til 24 timer i døgnet. SOS International er den rejsendes bindeled, når han eller hun kommer til skade eller bliver syg i ferien, og selskabet har over 100.000 kontakter i sit globale netværk, som bidrager til at hjælpe den syge eller uheldsramte. 

”SOS er ikke et forsikringsselskab, men dets samarbejdspartner. For vi kan noget, som et forsikringsselskab ikke kan, nemlig at yde menneskelig og materiel bistand. Forsikringsselskaber sælger forsikringer til forsikringstageren. Hvis sidstnævnte kommer til skade, bliver vi betalt af forsikringsselskabet for, at vi eller vores underleverandører løser problemet,” fortæller SOS’ vicedirektør Jan Sander.

SOS Internationals travleste perioder er om sommeren og lige nu, hvor skisæsonen snart kulminerer:

”Danskerne duer ganske enkelt ikke til at stå på ski. Nordmænd og svenskere er meget bedre end os, men de har selvfølgelig også mere erfaring. Om sommeren kulminerer det, når alle de unge mennesker tager ud med tog og får dårlig mave m.m.,” siger operationel chef for den offentlige rejsesygesikring i SOS International, Dan Petersen.

(Politiken, d. 26. januar, 2008)

 

Skrevet af