Fortællinger fra Viborg og omegn

media.tellus.noHver uge fra slutningen af juni til midten af august arrangeres fem forskellige Limfjordsfortællinger i og omkring Viborg med særlig fokus på Hjarbæk.

”Vi ved fra mange undersøgelser, at storytelling appellerer til rigtig mange. Derfor har Limfjordsfortællingerne i nu snart mange år været en solid succes, og i sommeren 2015 er Viborgegnen repræsenteret med fem ugentlige fortællinger fra uge 27 til og med uge 33”, siger turistchef Charlotte Kastbjerg, VisitViborg.

Fortællingerne finder sted på samme tid hver uge. Mandag er der vandretur ved Hjarbæk Fjord, tirsdag kan man høre fortællingen om Hjarbæk og sjægtene, onsdag formiddag er der sejltur på Viborgsøerne med ”Margrethe I”, onsdag aften vandring ved Ulbjerg Klint og torsdag er der mulighed for at høre historien om brugskunst og rom i Hjarbæk.

De fem fortællinger indgår i det samlede program for årets Limfjordsfortællinger. Turene byder på både naturoplevelser og møde med mennesker, der kender stedet som deres egen bukselomme.