Fortsat kaos hos Lufthansa

lufthansa cockpit A380 piloterFLYSELSKABER: Fortsætter pilotstrejken hos Lufthansa som bebudet i dag, vil det atter betyde mange aflyste fly og ca. 200.000 agterudsejlede passagerer. Strejken omfatter alle Lufthansas flyvninger, også langruterne. Lufthansas datterselskaber flyver normalt.

Strejken – den 8. i år hos Lufthansas piloter – begyndte i går eftermiddag og skal vare til midnat i dag. Oprindeligt havde piloternes fagforening, Vereinigung Cockpit, meldt, at strejken denne gang kun skulle ramme de europæiske flyvninger. Men også langruterne blev ramt. Nogle Lufthansa-flyvninger gennemføres – de oplyses på selskabets hjemmeside.

Lufthansa har aflyst over 1.500 flyvninger i går og i dag, ca. 65 pct. af alle flyvninger hos Europas største flyselskab. Ca. 200.000 Lufthansa-passagerer er berørt af strejken i disse dage. Lufthansa prøver at få flere flyvninger lagt ud til f.eks. Germanwings, for dermed bedre at kunne klare sig i konkurrencen med selskaber som Easyjet og Ryanair.

Pilotfagforeningen og Lufthansa kan ikke blive enige om pensionsvilkår for piloterne.

”Vi udvidede strejken til også at omfatte langruterne og dermed sende et klarere signal til Lufthansa, som måske nu vil forhandle seriøst,” siger medlem af pilotforeningens bestyrelse, Markus Wahl, til Reuters. VC-fagforeningen repræsenter 5.400 Lufthansa-piloter.

“Strejken skader os økonomisk – men også Lufthansas image,” siger Lufthansas finansdirektør, Simone Menne, i en udtalelse.

Luha søger at sende berørte passagerer med sin datterselskaber, Swiss, Austrian Airlines og Brussels Airlines, der flyver upåvirket af strejken. Det samme gør Germanwings. Lufthansa har booket 3.800 hotelværelser til strandede passagerer.