Fortsat overskud i Thomas Cook Airlines

Thomas Cook Airlines Scandinavia har de seneste ti år haft overskud – i de ti år har selskabet også heddet Premiair og MyTravel Airways.

 

Overskuddet på 197 mio. kr. (mod 73 mio. kr. i 2009) efter skat kom ud af en omsætning på 3,3 milliarder kr., hvilket var ca. 200 mio. kr. mindre i regnskabsåret 2009. Selskabet oplyser, at resultatet for sidste år påvirkes af en engangsindtægt på 128 mio. kr. i forbindelse med køb af to tidligere leasede Airbus 330-fly.

 

”Det gode resultat bygger bl.a. på en nærmest optimal udnyttelse af flysæderne. Hvor ruteflyselskaberne typisk udnytter ca. 65-70 pct. af deres flystole, havde vi sidste år en belægningsprocent på 93 pct.,” siger adm. i flyselskabet, Torben Østergaard. Han afløste sidste år Tom Clausen, der gik på pension.
”Vores gode resultat skyldes også positivt samarbejde med Thomas Cook-koncernens rejsearrangører, Spies og Ving, der er markedsførende i Danmark, Sverige og Norge samt Tjäreborg i Finland,” tilføjer Torben Østergaard.

 

Thomas Cook Airlines, Nordens største charterflyselskab med 2,2 mio. passagerer, har 12 Airbus-fly. I 2014 får selskabet otte fabriksnye Airbus 321-fly.
Og den kommende sommer får selskabet et feriebarn i form af en Airbus 320, der fortrinsvis skal flyve fra Danmark og Norge.

 

Thomas Cook Airlines Scandinavia havde i seneste regnskabsår 921 fuldtidsansatte – heraf ca. 400 i Danmark. Selskabets 2,2 mio. passagerer fordelte sig med 40 pct. fra Sverige, 29 pct. fra Norge, 22 pct. fra Danmark og ni pct. fra Finland.

 

Skrevet af redaktionen