Et nyt forslag fra Randers Regnskov lægger op til, at der føjes knap 5.000 flere kvadratmeter til den kendte attraktion. De vil blandt andet omfatte flere kupler, en ny hovedindgang og et torv.
Randers Regnskov runder i år et skarpt hjørne, da det er 30 år siden, at den kronjyske attraktion slog dørene op og inviterede de første gæster indenfor. I løbet af de tre årtier er den flere gange blevet udvidet med både en ny kuppel og udendørs arealer.
Hvis alt går, som Randers Regnskov håber, så bliver det snart tid til at udvide igen. Det fremgår af et nyt skitseforslag, som erhvervs- og planudvalget i Randers Kommune skal behandle, når medlemmerne mødes mandag den 4. maj.
I forslaget er der lagt op til en væsentlig udvidelse af Randers Regnskov, der i dag består af bebyggelse på omkring 6.500 kvadratmeter. Hvis lokalpolitikerne ender med at vedtage det, vil den blive 75 procent større, da udvidelsen vil føje knap 4.900 kvadratmeter til attraktionen.
Drømmer om yderligere tre kupler
I øjeblikket består Randers Regnskov af tre karakteristiske kupler, der er opført på grænsen mellem det centrale Randers og det store naturområde Vorup Enge. I det nye forslag er der lagt op til, at der skal bygges yderligere tre kupler.
To af disse skal benyttes til udstillinger, og de bliver henholdsvis 21,5 meter og 17,5 meter høje, mens den tredje kuppel, der får en højde på omkring 12,5 meter, skal huse et nyt caféområde. Den største af de eksisterende kupler er cirka 26,5 meter høj.
Udover de tre kupler ønsker attraktionen at etablere en ny hovedindgang samt et indendørs torv, der skal binde det nye byggeri sammen med det nuværende, ligesom der også skal laves faciliteter til personalet, nye løsninger til vareindlevering og anlæg til håndtering af vand.
Parkeringspladser må lade livet
De nye kupler og andre tiltag vil blive opført på et område, der er ejet af Randers Kommune og benyttes som offentlige parkeringspladser. 216 af disse vil blive inddraget og nedlagt. Derfor skal der findes en ny løsning, hvis det skal vedtages.
I dagsordenen for mødet i erhvervs- og planudvalget lyder det, at et af de tiltag, der kan dæmme op for det, er, at der opføres et nyt parkeringshus. Alt i alt regner man dog med, at udvidelsen vil koste 93 parkeringspladser i området, hvilket kan have konsekvenser for pendlere og erhvervslivet.
Mens det bliver op til medlemmerne i udvalget at tage stilling til, om man vil gå videre med planlægningen af den mulige udvidelse, indstiller forvaltningen dog til, at både byrådet, erhvervs- og planudvalget samt økonomiudvalget vælger at fortsætte.
Relaterede artikler:
Zoologiske haver og akvarier holdt niveauet i 2025

STANDBY.DK Nyt om rejser


