Fradrag for feriehusudlejning sat op

sommerhusFeriehusudlejere får hævet det skattefrie bundfradrag fra 20.700 til 21.000 kroner i 2016 hvis de udlejer gennem et udlejningsbureau.

Det sker med den årlige regulering af skatte- og afgiftslovgivningen, så fradrag ikke udhules af inflationen. Hvis man ikke udlejer gennem et autoriseret udlejningsbureau, er bundfradraget i 2016 10.500 kroner.

“Siden 2013 er der sket en forhøjelse af det skattefrie bundfradrag med 1.000 kroner, og dermed sikres, at fradraget ikke udhules i takt med inflationen”, siger Carlos Villaro Lassen, adm. direktør for Feriehusudlejernes Brancheforening, der repræsenterer udlejningsbureauerne.

Da fradraget i 2011 blev forhøjet fra 10.000 til 20.000 kroner, gav det over 1.500 flere huse til udlejning, eller hvad der svarer til 10.000 flere senge.

”Det har været afgørende for rekordudlejningen i 2014 og 2015, at vi har haft større kapacitet, så vi ikke skulle melde udsolgt. Situationen er nu, at vi i højsæsonen godt kan bruge endnu flere feriehuse, og derfor er det positivt, at flere politikere overvejer, om bundfradraget skal have en større regulering opad til 30.000 kroner”, siger Carlos Villaro Lassen.

Der er 37.900 feriehuse til udlejning ifølge Danmarks Statistik. Hertil kommer de private feriehuse i feriecentre som DanLand og Lalandia, så det samlede tal kommer over 40.000 udlejningshuse.