Fredelige Danmark

Side om side med Norge indtager Danmark andenpladsen i The Global Peace Index (GPI), som udarbejdes af flere internationale økonomiske tidsskrifter, skriver jp.dk.

 

Ikke færre end 144 lande er med i målingen, som omfatter 23 punkter, der tilsammen giver et billede af de enkelte landes fredelighed. Det er elementer som mordstatistikker, menneskerettigheder og politisk stabilitet, der indgår som parametre i undersøgelsen, som interessant nok konkluderer, at finanskrisen har haft negativ indflydelse på freden.

 

Det er angiveligt højere priser på mad og brændstof, der har gjort verden mere voldelig og bitter på grund af afledte forhold som ledighed, manglende lønstigning, faldende huspriser og tab på opsparing og pensioner. Det har rykket Island fra førstepladsen sidste år til fjerdepladsen i år.

 

De nordiske lande ligger gnerelt højt på listen, der toppes af New Zealand. Lavest placeret i Norden er Finland på en 9.-plads

 

USA på 83.-pladsen halter i fredsommelighed efter Kina, som indtager pladsen som nr. 74, mens verdens mest ufredelige lande lige nu er Irak, Afghanistan og Somalia.

Skrevet af Flemming Juul