Fremgang for Atlantic Airways

Færøske Atlantic Airways har positive forventninger til, at 2010 bliver bedre end 2009 og med positivt resultat.

 

I selskabets kvartalsrapport hedder det blandt andet, at selskabet vil få et positivt EBIT og nettoresultat, hvis ydre omstændigheder som brændstofpriser og valutakurser holder sig på nuværende niveau, skriver epn.dk.

 

Det svarer til en opjustering af selskabets forventninger til årsresultatet, hvor man tidligere blot ventede et resultat, der var bedre end i 2009, som var et år med underskud på 6,6 millioner kroner.

 

På trods af lidt lavere omsætning nåede Atlantic Airways forbedring på bundlinjen. Omsætningen faldt fra 319 til 305 millioner kroner i årets første ni måneder, mens bundlinjen blev forbedret til 8,4 millioner fra 6,4 millioner kroner for de første ni måneder sidste år.

Skrevet af Flemming Juul