Fremragende år for sommerhusudlejere

1024px-Sommerhusene_ved_Lien_(2012,_ubt)Tyske turister har i højere grad end sidste år valgt at holde ferie i danske sommerhuse, viser tal fra Danmarks Statistik for de første tre kvartaler i år.

Her var antallet af overnatninger 15,5 millioner, hvilket er 7,7% højere end på samme tid sidste år, skriver Ritzau.

Tyskerne står for godt 900.000 af stigningen på 1,1 millioner overnatninger, og næsten to ud af tre gæster havde tysk pas. Til gengæld har svenskerne og nordmændene svigtet en smule, mens hollænderne er begyndt at søge nordpå i ferien.

Tendensen for årets første ni måneder bekræftes af feriehusudlejernes indberetninger af forudbestillinger for resten af året. Antallet af bookede husuger for oktober, november og december lå ved indgangen til kvartalet 10% over sidste år.

Statistikken viser, at der gennemsnitligt overnatter 4,3 personer pr. hus, og at de gennemsnitligt overnatter i 1,2 uger.