Frygt for flere strejker i Københavns Lufthavn

Fagforeningen 3F frygter mere udlicitering og dermed flere strejker i Københavns Lufthavn, skriver epn.dk, hvis lufthavnen udliciterer flere arbejdsopgaver.

 

Lufthavnen var store dele af mandagen lammet af forsinkelser, fordi 500 ansatte i CPH – lufthavnens driftsselskab – nedlagde arbejdet i protest mod, at lufthavnen vil udlicitere to medarbejderkantiner.

 

Afdelingsformand for 3F i Kastrup, Henrik Bay-Clausen, siger til Berlingske, at medarbejderne frygter, at det er en prøveklud, og der er risiko for flere udliciteringer, indenfor rengøring, security og bagagehåndtering.

 

Ifølge fællestillidsmanden for alle LO-grupper i lufthavnen, Peter Vium, var strejken kulminationen på længere tids utilfredshed. Han medgiver, at forhold der berører 13 ansatte, er et tyndt grundlag for en strejke, men at det var vigtigt at sende et signal til ledelsen.

Skrevet af Henrik Baumgarten