G8-topmøde gavner turismen

Tourism Ireland glæder sig over, at Nordirland skal være vært for G8-topmødet næste år.

Mødet afholdes på det 5-stjernede hotel og golf-resort Lough Erne i Enniskillen i County Fermanagh i juni og mødet mellem lederne fra verdens 8 rigeste lande bliver en af de højest profilerede events i Nordirland nogensinde.

Præsident Barack Obama deltager sammen med forbundskansler Angela Merkel og premierminister David Cameron.

2012 blev et enestående år for Nordirland, hvor man fejrede åbningen af Titanic Belfast Visitor Centre og Titanic Belfast Festival, Irish Open i Royal Portrush og Peace One Day-koncerten.

Indtil videre ser 2013 ud til at leve op til de store forventninger. Derry-Londonderry, som er Storbritanniens kulturby 2013 er udnævnt af Lonely Planet til en af verdens 10 bedste byer at besøge, og nu kommer så meddelelsen om G8-topmødet.