Nye låneregler skal sætte gang i sommerhussalget. Danmarks Statistik har lavet en oversigt over, hvor man kan finde frem til sommerhuse af forskellig karakter, skriver Ritzau.
Skal sommerhuset være på ’den gode side’ af 100 år? Så er chancerne størst på Bornholm, Lolland eller i Odsherred. Med 589 sommerhuse opført før 1915 er Bornholm stedet med flest gamle huse. Godt 14% af øens i alt 4.155 sommerhuse er i en aldersklasse for sig, viser opgørelsen fra Danmarks Statistik.
På Lolland er 351 – eller knap 9% – af de i alt 3.939 sommerhuse fra før 1915, mens under 1% af sommerhusene i Odsherred er lige så gamle. Her er det totale antal sommerhuse til gengæld 27.268, så det svarer til, at 253 sommerhuse er over 100 år.
Den kommune, hvor andelen af sommerhuse fra denne tid er størst, er Ærø. Her er næsten 60% af de 279 sommerhuse opført inden 1915.
Er man mest til stråtækte sommerhuse, er mulighederne størst i Varde, Ringkøbing-Skjern eller Holstebro kommuner. Her er henholdsvis 1.347, 1.309 og 811 sommerhuse med stråtag, hvilket svarer til 16%, 13% og 34% af alle sommerhuse i de respektive kommuner. I alt er 9.127 eller godt 4% af sommerhusene i Danmark med stråtag.
Er det afgørende med et bindingsværkshus, så er det igen Bornholm, Lolland og Odsherred, der har flest at byde på. Henholdsvis 367, 219 og 198 sommerhuse med bindingsværk i de tre kommuner.
Ønsker man et nyere sommerhus, er der opført 2.588 i 2015-2016. Igen er Odsherred med fremme, da 400 af de nye sommerhuse ligger i kommunen. 153 ligger i Ringkøbing-Skjern, mens Gribskov Kommune har 150 nye sommerhuse.
Ser man på materialevalget, så har hverken bindingsværk eller stråtag bevaret populariteten. Af de 2.588 sommerhuse fra 2015 eller senere er 2.330 træbeklædte, 142 er bygget i mursten, mens fem er bindingsværk. Til sammenligning har bygherrerne valgt stråtag til 47 af de nye sommerhuse, mens tagpap er blevet den mest populære løsning og valgt til 1.146 af husene opført siden 2015.
Sommerhuse er her afgrænset til bygninger anvendt til fritidsbrug og beliggende i områder udlagt til sommerhuse.