Gebyrgribbene tager større lunser

Et af de selskaber, som har hævet prisen mest er easyJet. Hvor det i januar 2010 kostede 85 kroner for et stk indskrevet bagage pr. strækning – er prisen nu oppe på 114 kroner. Tilkøb af sæde er steget med 20 kroner og koster i dag 86 kroner. Prisstigninger svarer til henholdsvis 34 og 30%, skriver politiken.dk.

 

Men Ryanair kan også være med. Her koster det for eksempel 96 kroner at betale billetten med kreditkort, hvor prisen sidste år var 56 kroner.

 

Turengårtil.dk har tjekket syv flyselskaber, og konstaterer, at de alle har hævet gebyrerne. Et eneste sted – kreditkortgebyret hos airberlin – er det blevet billigere, fra 113 til 20 kroner.

 

Ifølge adm. direktør Ole Stouby fra Travelmarket.dk vil priserne stige yderligere og der bliver opfundet nye gebyrer. Gennem de seneste seks månederne er gebyrerne steget med 30% og etablerede flyselskaber vil utvivlsomt fortsætte ad denne vej.

 

En undersøgelse fra Ideaworks og Amadeus hos 47 flyselskaber viser, at der mellem 2008 og 2010 har været en vækst i gebyrindtjeningen på 98% og at de 47 selskaber tilsammen sidste år tjente 15 milliarder Euro på gebyrerne alene.

Skrevet af Flemming Juul