Thomas Andreasen afløser i dag sin far, Peter Andreasen, som adm. direktør for FJÂLLFERIE i nordjyske Sæby.
20 år efter han åbnede Fjällferie takker 62-årige Peter Andreasen i dag af som adm. direktør for rejsebureauet. Ny i direktørstolen er hans 34-årige søn, Thomas Andreasen, der kom ind i rejsebureauet for 11 år siden og som senest har været produkt- og marketingchef.
”Generationsskiftet begyndte sidste år i januar, hvor jeg overtog det sidste af firmaet, og her ca. et år efter har min far så sidste dag på kontoret fredag. Ændringerne er gennemført sidste år med mig som ny ejer og direktør,” siger Thomas Andreasen til standby.dk
Fjällferie har fem ansatte, heriblandt Thomas Andreasens søster, Charlotte, der arbejder i salgsafdelingen.
Rejsebureauet blev primært startet for at sende gæster på skiferie i Norge og Sverige. Siden er markedet udvidet til bl.a. kør-selv-ferie i bl.a. Kroatien og Østrig ligesom der også sælges skiferier til Østrig, Italien og Schweiz.
”Færre står på ski under krisen, så vi har mærket en nedgang på dette område, men omvendt sender vi i dag flere på sommerferie. 65 pct. af vores ca. 15.000 årlige kunder tager på skiferie, resten er sommergæster,” siger Thomas Andreasen.
Fjällferie omsatte i sidste regnskabsår for 15 mio. kr. og kom ud med et overskud.