Giv frihedsbrev til Visit Denmark

Af Ejvind Olesen

 

Dansk turisme vejrer morgenluft og er på vej til at vriste sig fra af mange års statsstyring. Politikere har ikke på noget tidspunkt før og siden Arne Melchior vist interesse for dansk turisme, og de kæmpe muligheder, der ligger i den del af dansk erhvervsliv.

 

Igen igen har stribevis af ministre fra begge fløje vasket hænder. Bevilger vi måske ikke over et hundrede millioner til markedsføring, hvad er der så at klage over? Er det måske ikke rimeligt, at vi med et tilskud af den størrelse vælger at have indflydelse? Vælger at blande os? Vælger at lade en kontorchef i ministeriet, for ikke at sige departementchefen, være den egentlige turistchef?

 

Svaret er nu som før: Nej, det er det ikke! Det bør overlades til bestyrelsen og den valgte direktion. De har nemlig forstand på det. Hvis de ikke har, er det de forkerte folk. Og så skal man vælge nogle andre.

 

Især de seneste år har været slemme. Kulminerende med Mor Karen og hendes faderløse barn i en opfundet historie på Youtube i et forgæves forsøg på at være moderne. Det var alligevel et spring for langt væk fra plakaten med andemor på vej over gaden, beskyttet af en glad politibetjent.

 

Den afgående formand Georg Sørensen er en særdeles initiativrig leder af Messecenter Herning og hele den udvikling, der sker i området. Snart skal han indvie landets hidtil eneste multihal. Men som formand for Visit Denmark har han ikke haft frie hænder, og det magre resultat er blevet derefter. Det umiddelbare indtryk er, at det meste er gået op i analyser og statistikker i et forsøg på at vise politikerne, at deres økonomiske indsprøjtning ikke har været forgæves. Alt imens det danske turistbesøg fra udlandet bare faldt og faldt.

 

Nu skal der andre boller på suppen. Chefen for Københavns Lufthavn, Brian Petersen, er blevet ny formand, og han er på jagt efter en ny adm. direktør. Ham skal man ikke tage fejl af på trods af hans smilende og udadvendte væsen, der kunne gøre ham til den moderne politimand, der passede på ænderne og fulgte gamle damer over vejen.

 

Han ved, hvad han vil. Nu har han sammensat en stærk management team i lufthavnen og har tid til at kaste sig over nye opgaver. Og så svært kan det vel heller ikke være at "sælge" et dejligt land som turistmulighed for udlændinge. Og han er ikke just typen, hvis hverdag lader sig styre af en embedsmand fra erhversministeriet.
Til gengæld er han også klar til at tage kløene, hvis opgaven ikke lykkes.

 

Det samme forventer han af ham eller hende, som bliver den ny daglige leder. Blot synd, at det skal tage så lang tid at finde den pågældende. Det er ligesom om, vi har ventet længe nok på, at noget skal ske.

 

Kunne det ikke gå bare en lille smule hurtigere!

 

Skrevet af Ejvind Olesen