TURISME: Der er generel tilfredshed med regeringens nye vækstplan, lyder det fra Turisterhvervets Samarbejdsforum, Dansk Erhverv, Campingrådet og Videncenter for Kystturisme.
Det danske turisterhverv er tilfreds med de afsatte 45 mio. kr. de næste to år til at fremme dansk turisme, men mener, at lavere energiafgifter fortsat er vigtige.
Regeringen og Folketingets partier indgik fredag aftale om de 45 mio. kr. og en ny organisering i dansk turisme. Det hilses velkommen af Turisterhvervets Samarbejdsforum (TS).
”Vi deler regeringens ambition vækst i turismen, og at man kan udnytte offentlige turismekroner bedre”, siger TS’ formand, Kaj Frederiksen. TS omfatter bl.a. Campingrådet, Danhostel, Danmarks Rejsebureau Forening, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Feriehusudlejernes Brancheforening, Foreningen af Forlystelsesparker og Horesta.
TS støtter oprettelsen af tre selskaber for kyst- og naturturisme, erhvervs- og mødeturisme samt storbyturisme. Samtidig glæder TS sig over, at vækstpakken giver plads til at forbedre nogle rammevilkår med fuld momsafløftning for indkvartering samt flere penge til markedsføring.
Fra Dansk Erhverv siger markedsdirektør, Mette Feifer: ”Turismevækstplanen er en bred politisk anerkendelse af dansk turisme og branchens mange vækstmuligheder Den kan skabe vækst og arbejdspladser – også uden for de store byer. Priserne i Danmark er ca. 40 pct. højere end snittet i Europa. Vi skal ikke konkurrere med Østeuropa, men have rammevilkår, som matcher de nærmeste konkurrenter.”
Fra Campingrådet lyder det: ”Regeringens aftale med de fleste af Folketingets partier om vækstplan for dansk turisme indeholder bl.a. forsøgsordning for naturbeskyttelsesloven, herunder strandbeskyttelseslinjen, hvor ti steder får mulighed for etablering af turismeprojekter til fremme af dansk kyst- og naturturisme.”
Direktør i Campingrådet Poul Fejer Christiansen siger: ”Hvis man vil imødekomme problematikken med det ujævne forhold mellem pris og kvalitetsoplevelse, skulle man hellere have nedsat de meget høje energiafgifter, som mange campingpladser kæmper med.”
Vækstplanen åbner for forsøgsordning, som gør det muligt at etablere faciliteter og anlæg, der kan styrke kvaliteten i turismeproduktet under hensyntagen til naturen og landskabet.
Direktør Lars H. Olsen, Videncenter for Kystturisme, siger: ”Der skal mange initiativer til for at skabe vækst i kystturismen. Et af dem er at bruge strand og natur på nye måder. Arbejdet med at etablere nye turistfaciliteter er en balance mellem benyttelse og beskyttelse af den natur, der er et vigtigt trækplaster for dansk kystturisme.” Lars H. Olsen beroliger skeptikere, der frygter “spanske tilstande” med betonhoteller langs de danske kyster.