Gouda fortsætter med ny ejer

bca_787_European_tour_500REJSEFORSIKRING: Inden årets udgang har Gouda Rejseforsikring i Norden ny stor ejer og mere kapital i ryggen. Danske rejsebureauer står for halvdelen af Goudas privatomsætning i Danmark.

Den norske forsikringsgigant Gjensidige Forsikring vil købe hollandske Gouda Rejseforsikrings nordiske aktiviteter i Danmark, Sverige, Norge og Finland. De sidste detaljer kom på plads søndag aften. Nu skal handlen godkendes af konkurrencemyndighederne i bl.a. de skandinaviske lande, tidligst til oktober, senest med årets udgang.

Den planlagte norske overtagelse af Gouda Rejseforsikring i Norden kommer ikke til at betyde noget for Goudas kunder, siger Goudas nordiske adm. direktør, Jesper Kjeldsgaard, til standby.dk:

”Det nye ejerskab får ingen indflydelse på kundernes forsikringsforhold. Goudas nuværende 350.000 forsikringskunder, 80 pct. er privatkunder og resten erhvervskunder vil fremover få glæde af et større produktudbud samt synergier i det nye ejerskab.”

Gjensidige overtager alle Gouda-medarbejdere.

”Jeg ser handlen som blåstempling af den service Gouda leverer, og hvor effektivt vi driver Gouda i Norden,” siger Jesper Kjeldsgaard.

Goudas tidligere hollandske moderselskab er familieejet, mens børsnoterede Gjensidige kommer med stor finansiel styrke og en såkaldt A-rating.

Når konkurrencemyndighederne har konfirmeret handlen skal Jesper Kjeldsgaard rapportere til Kim Rud-Petersen, koncerndirektør for division Nordic i Gjensidige med base i København. Jesper Kjeldsgaard indtræder i øvrigt i division Nordics ledergruppe.

”Vi er glade for at styrke vores position og overfor rejsebureauer,” siger Kim Rud-Petersen.

Gouda i Norden har de seneste år haft tocifrede vækstrater – blandt succesfaktorerne er, at 300 danske rejsebureauer bidrager til ca. halvdelen af privatomsætningen.

Gouda oplyste tidligere i år, at væksten sidste år var 14 pct. på det nordiske marked og det blev den bedste bundlinje i selskabets snart 20 år i Norden. Starten kom i 1994, hvor Ole Ærthøj som adm. direktør i København åbnede Goudas første nordiske kontor. Det danske marked står i dag for ca. halvdelen af Goudas årlige nordiske omsætning, den var sidste år 290 mio. kr. Væksten sidste år i Danmark var 11 pct.

Fra Goudas nordiske hovedkontor i København betjenes også Brasilien, Italien og England. Goudas engagement i disse tre lande er ikke med i handlen med Gjensidige.

Gouda Rejseforsikring har 148 medarbejdere på sine tre kontorer i Danmark, Norge og Sverige. Hovedkontoret i København har 120 ansatte.

Gjensidige havde sidste år driftsindtægter på ca. 19,5 mia. kr. og ca. 3.100 ansatte – i forvejen havde det 470 medarbejdere i Danmark.

Hele Gjensidige-koncernen omsatte sidste år for 19,5 milliarder norske kr.

Cirka halvdelen af Goudas skades udgifter er nogenlunde ligeligt fordelt mellem Thailand og USA. I København har Gouda bl.a. døgnbemandet alarmcentral.