Grønlændere satser på rige miljøturister

Flere amerikanske toppolitikere som John McCain og Al Gore har stået i kø for at rejse til Grønland og ved selvsyn opleve den globale opvarmning.

Nu håber to mænd fra byen Sisimut, at det kan lokke en bredere skare af turister til Grønlands vestkyst. Larseraq Skifte og Klavs Sefeld Møller undrer sig over, hvorfor Grønland kun har ca. 30.000 krydstogtsturister, når Alaska har knap en mio. Ifølge de to mænd kan Grønland tilbyde akkurat det samme og ligger tilmed væsentligt tættere på både Europa og USA’s østkyst, hvor mange af krydstogtskunderne bor.

”Krydstogtskibe er jo dejlige, for de har personale og overnatning ombord. Så hvis vi bare kan begynde med nogle ture og oplevelser, så har vi allerede en forretning,” siger Klavs Sefeld Møller.

De to håbefulde partnere præsenterede i sidste uge deres turismeprojekt på møder med mulige amerikanske investorer, og her blev de mødt med interesse.

”Vi foretrækker amerikanske investorer. Det ville give os en indgang til et enormt marked,” siger Klavs Sefeld Møller.

Skrevet af Simon Jørgensen