Grækenland bliver årets største charterland

Kreta bliver sommerens største ferierejsemål for danskere, mener Bravo Tours.

Ifølge Bravo Tours vil Grækenland blive det land flest danske charterturister besøger i år. Selskabet har i højsæsonen 16 fly om ugen til Grækenland.

Allerede 4. april sender Bravo Tours de tre første fly fra danske lufthavne til Grækenland – cirka en måned tidligere end sæsonen normalt begynder.

”Vi fornemmer, at danskere ikke kan få nok af Grækenland,” siger Bravo Tours’ adm. direktør, Peder Hornshøj, og tilføjer:

”Når vi er i fuld gang i løbet af april, har vi tre ugentlige fly til Rhodos, syv til Kreta, tre til Santorini og tre til Zakynthos. Vi forventer 30.000 danskere til de fire græske øer i sommer. Grækenland bliver dermed Bravo Tours’ og dermed rejsebranchens mest populære ferieland i 2013.”

”De græske ferieøer har utroligt mange stamgæster. Nogle har måske været lidt tilbageholdende i Grækenlands kriseperiode over de sidste par år, men alt har jo fungeret optimalt,” siger Peder Hornshøj.

Bravo Tours flyver til Kreta, Rhodos, Zakynthos og Santorini fra Billund, København og Aalborg og også til Kreta fra Århus.