Overnatningsafgiften i Grækenland stiger fra sidste år til i år. Arkivfoto fra Rhodos: Henrik Baumgarten.

Grækenland hæver og omdøber overnatningsskat

I forventning om store mængder turister i år, hæver Grækenland sin eksisterende turistskat – der samtidig omdøbes til en ”klimaskat.” Samlet forventes der indsamlet milliardbeløb på kontoen.

Nyheden om ændringen af navnet på den græske overnatningsskat til at den nu skal hedde ”klimaskat,” kommer fra den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis.

Grækenlands turismebranchen forventer her i 2024 besøg af 33 millioner udenlandske turister, skriver Travel Pulse.

Der forventes at komme 300 millioner euro ind via den omdøbte og forhøjede skat, over to milliarder kroner. Pengene skal angiveligt bruges til genopretning af turismeområder, der sidste år blev ramt af naturbrande og oversvømmelser.

Afgifterne hæves for overnatningssteder. Således bliver afgiften pr døgn skruet op fra en halv euro i døgnet til 1,5 euro for hoteller med én til to stjerner. Beløbet bliver tre euro for trestjernede hoteller – før var afgiften 1,5 euro. For hoteller og overnatningssteder med fire stjerner stiger beløbet fra tre til syv euro pr overnatning, mens prisforhøjelsen går fra fire til nu 10 euro i døgnet for femstjernede overnatningssteder.

Udover hoteller, vil afgiften også fremover ramme korttidsboligudlejninger – her bliver beløbet mellem 1,5 og 10 euro, afhængig af niveauet, oplyses det.

Kan påvirke turiststrømmen
Grigoris Tasios, formand for den græske hotelværtsforening, er bekymret for de kommende forhøjelser af afgifterne. Han frygter, at de kan betyde færre udenlandske turister. I lavsæsonen – mellem november og februar – beholdes de gamle afgifter, mens de nye først træder i kraft fra marts.

Grækenland har også for nylig indført en begrænsning af antal turister på Akropolis i Athen, landets største turistattraktion; dette sker dog i kampen mod overturisme. Hidtil har Akropolis tilladt adgang for op til 23.000 besøgende om dagen, navnlig bestående af store grupper på organiserede ture på besøg om formiddagen. Men det tal sænkes nu til de 20.000 om dagen.

 

Relaterede artikler:

Disse lande og rejsebyer opkræver turistskatter

Spies åbner til tredje lufthavn på største destination

Turister sætter navn på Europas bedste og værste kystbyer