Grækenland på vej som feriefavorit

Miramare WonderlandPå grund af den økonomiske krise, valgte kun 302.733 danskere at holde ferie i Grækenland sidste sommer. Det er 11% færre end sommeren før. Det gav i vinter bekymrede miner hos de græske hotelejere og restauratører.

Nu kan grækerne ånde lettet op. Spies oplever lige nu et boom i salget af rejser til Grækenland.

”Åbenbart har mange danskere savnet den græske stemning med små gæstfrie pensioner og hyggelige taverner med blåternede duge. I hvert fald er der i år – i forhold til samme tidspunkt i fjor – solgt ca.100% flere rejser til Lesbos, ca. 30% flere til Parga og Lefkas og ca. 20% flere til Skiathos”, fortæller kommunikationschef Torben Andersen fra Spies.

På dette tidspunkt i 2012 havde Spies solgt ca. 10% færre rejser til Grækenland end året før.

”Det voldsomme salgsdyk er vendt, og vi kan glæde grækerne med, at salget lige nu ligger mere end 20% over salget i fjor og faktisk bedre end før krisen”, siger Torben Andersen.