TURISME: Udenrigsministeriet lemper sin rejsevejledning for Egypten. Ministeriet fraråder ikke længere rejser til Sharm el Sheikh og ikke-nødvendige rejser til Cairo og Alexandria. Det fraråder stadig alle rejser til Sinai-halvøen – undtagen Sharm el Sheikh.
Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til det øvrige Egypten med undtagelse af Cairo, Alexandria og turistområderne ved Rødehavet (herunder Hurghada) samt Luxor og Aswan og Nilkrydstogter imellem disse byer og Abu Simbel.
Der er generelt høj risiko for terrorhandlinger og bortførelser i Egypten. Alle rejser til Gaza frarådes.
Lempningen i rejsevejledningen for Egypten kom i fredags, men udløste gennem weekenden ingen kommentarer fra de danske charterrejsebureauer.